Jo ældre, jo bedre

Savner I ikke bare, da de var helt små og bare lå i ens arm?’. Sådan sagde en af mødrene fra min mødregruppe forleden. På gulvet lå eller sad vores omkring syv måneder gamle babyer med elastikarme og basunkinder og legede, pludrede og grinede. ’Nej egentlig ikke,’ sagde jeg og tilføjede, ’Jeg synes, det er skønt, at han er blevet ældre og kan mere og mere.’ Og sådan har jeg det virkelig. Det bliver simpelthen bare hyggeligere og sjovere at være sammen med ham for hver måned, der går.

I de første måneder sov han det meste af dagen. Når han var vågen, lå han blot og kiggede eller daskede til noget legetøj. Først da han var fem måneder gammel kunne man med en lige portion held og charme få et smil ud af ham. Nu er han over syv måneder, og det har aldrig været sjovere. Når han er vågen, pludrer, griner og hviner han højt. Han møver sig rundt på gulvet, kører maden rundt i ansigtet og kaster ting på gulvet.

Jeg er ikke blot glad for, at han er blevet ældre, fordi han er blevet mere sød og sjov. Men også fordi, at alt var nyt da han var helt spæd. Dengang var jeg ofte bekymret. Tankerne kredsede om spørgsmål som ’tager han nok på i vægt?’ og ’er han blevet syg? Nogle gange kunne jeg blive mig helt skrækslagen. Jeg kunne føle det som timer, hvor jeg lå og kiggede på ham, i frygt for at han skulle holde op med at trække vejret. Og den følelse blev ikke bedre af at læse bøger, debatter på nettet og så videre. Gode råd og erfaringer gjorde mig nærmest endnu mere usikker.

Når han engang er blevet til en stor dreng i børnehaven, vil jeg sikkert drømme mig tilbage til tiden hvor han var spæd. ’Åh, kunne man bare få den tid tilbage’, vil jeg helt sikkert tænke. Hvert et øjeblik har jo været fantastisk, også selv om jeg har haft et par paranoide øjeblikke.

Men nu glæder jeg mig bare til at han begynder med at kravle, til han snakker og til han selv kan spise. Og ikke mindst glæder jeg mig over, at jeg er mere cool og afslappet.