For jeg har altid prøvet at købe i hvert fald noget mad økologisk, og jeg laver oftest også maden fra bunden. Jeg tænker, at der må være mange konserveringsmidler i færdigretter. Samtidig er det svært at gennemskue, hvor meget fedt og salt, der er i. Og så synes jeg bare generelt, at færdigmad på dåse eller glas ser uappetitligt ud.
Da Emil skulle begynde med fast føde, ville jeg have, at han spiste ligesom os og gerne sundere. Derfor skulle han ikke have langtidsholdbar mad, jeg ikke engang selv ville have lyst til at spise.
Men jeg fandt hurtigt ud af, at der var meget arbejde i at lave og give ham mad. Jeg skulle købe ind og tilberede. Og så kunne det tage op til en time at give mad – fire gange om dagen. Hver gang skulle der bagefter ryddes op og tørres op fra gulvet. Endelig gik det ofte så vildt for sig, at alt hans tøj skulle skiftes.
Supermarkedernes udvalg af færdiglavet babymad er efterhånden stort. Mange af retterne er økologiske, og det lokker at kunne varme et glas i mikrobølgeovnen eller hælde kogende vand på noget pulver, og vupti – så er der mad.
Nogle gange tænker jeg også: ‘Hvor er du hysterisk, når du ikke kan give ham færdiglavet mad’. For eksperterne i forældre- og damebladene siger jo, at det faktisk er lige så sundt som det, man selv kan lave.
I dag er det sådan, at han dagligt får noget pulver-mad, som for eksempel øllebrød eller speltgrød, der bare skal varmt vand i. Og en gang imellem får han frugt- eller grøntsagsmos fra glas, når der ikke er andet babyegnet mad i huset – eller vi er på tur.
Det eneste, jeg ikke har lyst til at give Emil, er færdigretter med kød, hvor indholdet har en brunlig farve og klistret konsistens. Det er umuligt for mig at opretholde en tilstræbt optimisme i stemmen og sige: ‘Mmm … dejlig mad’, når jeg putter skeen i munden på ham. Men ser man bort fra kødretterne, råber jeg hurra for fabriks-babymad. Tak for, at du har gjort mit liv lidt lettere!
